Sørens vidneudsagn
“Jeg har aldrig solgt skunk til nogen. Vækstteltet har jeg købt over nettet, og frøene har jeg både købt i headshops og byttet mig til. Jeg har i sin tid læst mig frem til, hvordan man selv kan dyrke hampplanter, så jeg tænkte, at jeg ville give det et forsøg. Jeg har næsten ikke råd til mad eller husleje, så jeg måtte finde en billigere måde at skaffe skunken på. Det har kun været til selvmedicinering.
Jeg er stoppet med at dyrke skunk, men jeg er ikke stoppet med at ryge.
Jeg vil gerne indrømme, at jeg engang imellem har solgt jointpapir/cigaretpapir, men aldrig selve stofferne. Det er også korrekt, at jeg har haft en totensläger. Den anskaffede jeg mig efter hjemmerøveriet.
Jeg har nogle gange dyrket skunk udendørs og så høstet til et helt års forbrug, som jeg så har gemt. Det er udelukkende til mig selv, men jeg har da givet mine venner lov til at ryge noget af det gratis for hyggens skyld, ligesom jeg har fået lov at ryge af deres, når jeg har været på besøg hos dem.
Pølsemandsposerne bruger jeg kun til opbevaring af forskellige sorter og mine dagsdoser. Så kan jeg meget bedre styre, hvor meget jeg indtager.
De mængder, jeg er blevet anklaget for at have været i besiddelse af, er forkerte. For politiet samlede bæreblade op af skraldespanden og vejede dem med. [Bæreblade er kun et affalds-produkt, som ikke har nogen euforiserende effekt]. Det hele blev vejet op - selv de kasser, som planterne var i. Jeg har ikke haft kunder, som kom og købte hash af mig. Jeg bruger det hele selv for at dæmpe min uro og aggressivitet.
Der var også kun to moderplanter ud af alle planterne. Der har nok været omkring IO stiklinger. Jeg dyrkede dem kun ved hjælp af kunstigt lys, og regulerede ikke temperatur, ligesom jeg ikke benyttede udsugning. Jeg har aldrig kunne tage 50 gram hash ud af en fuldmoden plante, som politiet har beregnet sig frem til. Jeg har kun kunne få omkring 15-25 gram ud af en moden plante. De er af en russisk sort, så det er måske derfor? Desuden dyrkede jeg også chilier og andre planter til mig selv.
Det ketamin, der blev fundet, har jeg fået af en bekendt, som kom og smed dem i mit skød på et tidspunkt. Jeg prøvede at tage nogle af dem, men de virkede ikke. Jeg tænker, at de nok har været for gamle. Jeg tog imod pillerne, fordi jeg egentlig har brug for mere medicin, end jeg kan få af min læge. Det var min hensigt at smide pillerne ud, men det fik jeg bare aldrig gjort.”
Politibetjent 1’s vidneudsagn
“Jeg var ude hos tiltalte i marts 2014. De mængder af stof, der er anført i ransagningsrapporten, svarer til det, der blev fundet på stedet. Og det er altså vægten uden emballage, for vi overførte det hele til vores egen emballage, som vi kender vægten af, før vi afvejede det.
Nu er det jo et år siden, vi var ude på bopælen, men hvis jeg i min rapport har anført, at der var et komplet skunkvæksthus med »2 telte, lamper, udsugning, potter, plantenæring m.v.«, så det er sådan, det må have været. Jeg ville aldrig anføre noget, hvis ikke det var sådan, det forholdte sig.”
Politibetjent 2’s vidneudsagn:
“Da vi har ude på bopælen var der både askebægre, miksebakker, grindere mv. i lejligheden. (En grinder bruges til at behandle hash til forberedelse til rygning). Lejligheden bar virkelig præg af massiv hashrygning. Der var tørret hash overalt.
Dyrkningen af planter virkede ikke særlig professionel set i forhold til nogle af de andre væksthuse, jeg er stødt på. Men der var dog gjort nogle tiltag til professionel dyrkning ved brug af lamper. Desuden fandt vi et bord, hvor der meget vel kunne ligne en slags salgsbod. Da jeg var ude på stedet anden gang, var der kun et rum i brug til dyrkning, mens der første gang var to rum i brug.
Der er ikke fundet regnskaber hos tiltalte, og jeg har ikke hørt om eller antruffet kunder hos tiltalte. Der dog heller ikke foretaget en ransagning af tiltaltes telefonopgørelse eller lignende.”
SPØRGSMÅL
-
Hvad synes du – efter at have læst vidneudsagnene – at straffen skal være for Søren?
-
Hvorfor det? Argumenter for dit valg.
-
Er der sket nogen ændring fra din første domskendelse og til nu? Hvad tror du forskellen/den manglende forskel skyldes?
Alle navne og steder er anonymiseret
DEL 2: UDDYBENDE INFORMATIONER
Søren er 40 år, og lider af ADHD. Der er ikke noget medicin, der har kunnet hjælpe ham, så selv Sørens praktiserende læge har søgt om tilladelse til at anvende hash til behandling af Sørens ADHD-symptomer. Søren tager præparatet Brornan mod tankemylder, der virker stærkt beroligende. Han får også et morfinlignende præparat mod smerter i ryggen, men der er intet medicin, der kan hjælp på hans ADHD.
Søren er derfor blevet afhængig af hash. Han ryger det hver dag og har også af og til spist det. Han kan ikke ryge 10 gram hash om dagen, men han ryger nok omkring 5 gram pr. dag. Det svinger meget. På gaden koster et gram hash omkring 80-120 kr. Han køber dog større mængder hjem for at få det til ca. 50 kr. pr. gram. Han har et lavt forbrug af alt andet for at få penge til at finansiere sit hashforbrug.
Søren erkender sig skyldig i at have haft stofferne på sin bopæl, men ikke i de mængder, der blev opgivet og slet ikke, at det var tiltænkt videresalg. Han har fx haft planterne for at have en stabil og billigere kilde til sin selvmedicinering.
Søren har om sine personlige forhold forklaret, at han primært opholder sig i sit hjem og passer sig selv. Han har familie i nærheden, som han holder kontakten med. Han føler, at han vil miste sin selvkontrol, hvis han idømmes ubetinget fængsel, og han er bange for, at han i så fald kan komme til at skade andre. Søren er dog heller ikke interesseret i at stoppe med sit misbrug - ikke før, at han kan finde en anden type medicin, der kan modveje symptomerne for hans ADHD.
Han tilkaldte selv politiet tilbage i foråret 2014, da han havde været udsat for et hjemmerøveri. Da politiet kom, kunne de se og lugte, at lejligheden bar præg af et massivt hashforbrug og opdagede- i den forbindelse Sørens hjemmelaboratorium.
Vidneudsagn om de fundne stoffer